Garnforbrug

fredag den 18. juni 2010

Fri weekend.

Ind i mellem er jeg nødt til at have en fri weekend. Når jeg kan se i min kalender at jeg får lige vel rigeligt at lave, sætter jeg en weekend af til at lave ingenting, hvis det er det jeg har lyst til.

Denne weekend er en fri weekend. Og jeg trænger... noget så eventyrligt.

Vi er normalt 5 piger til at passe kundecentret, på arbejdet. Men på grund af fridage og en syg, har vi i 2 dage kun været 2 piger. Det kan mærkes, meget.

Men så er det dejligt med en fri weekend.

Lørdag formiddag skal bruges på praktiske ting, og eftermiddagen er sat af til at se Kronprinsesse bryllup fra Sverige. Victoria og jeg er født samme dag. Hun 10 min før mig, og jeg har altid prist mig lykkelig for at det ikke var mig der blev født i Sverige. ;0)

Søndag skal jeg med min mor til Rishøjhallens loppemarked. Vi plejer altid at finde nogle gode ting, så mon ikke vi gør det igen i år. Jeg håber. ;0)

God weekend

Lene

mandag den 14. juni 2010

Kan jeg bestille en særafgang af livets tog. ?

For så vil jeg gerne det.

Jeg syntes at livet suser forbi mig i øjeblikket, og jeg prøver desperat at hoppe på toget, men det lykkes ikke helt, eller egentligt så lykkes det slet ikke.

De sidste 3 uger har jeg været træt. Som i helt færdig, og på grænsen til at lægge mig i fosterstilling under skrivebordet på arbejdet, hvis det ikke var fordi, jeg ikke anede hvordan jeg skulle komme op og stå igen.

Nogen gange kan man mærke at nu er det ved at være tid til en pause fra det hele, men jeg har ikke kunne mærke noget. Det kan jeg så nu, i den grad.

I denne weekend har jeg derfor kørt min mor, moster og onkel til familiefest i Hadsten lørdag, og hentet dem igen søndag. Jeg selv kørte til Århus og tog en overnatning. Bare for at komme lidt væk hjemmefra og få et lille afbræk i det hele.

Lørdag da jeg ankom til hotellet, snuppede jeg 2 timers søvn, fordi jeg kunne og fordi jeg trængte. Derefter gik turen ind til Århus for at se om jeg ikke kunne finde en god oplevelse. Desværre har jeg den svaghed at jeg bare ikke kan finde rundt i Århus ( undskyld til alle jer der bor i Århus, det er ikke byens skyld ) Så jeg fortrak igen og tilbragte aftenen på hotellet. Hvilket vist også var meget godt, for jeg var stadig træt og mine skuldre var begyndt at brokke sig over dagens anstrengelser. Mine skuldre en meget ledløse, så det koster altid lidt ekstra at køre så lang en tur i bilen.

Efter en dejlig nats søvn, var jeg frisk igen. Målet var klart. Jeg skulle på Kvindemuseet på Domkirkepladen. Jeg havde Googlet mig frem til at de havde en udstilling med helt nye strikkede dragter i anledningen af Dronning Margrethes 70 års fødselsdag. Det er designere fra kunsthåndværksgruppen Netmaskerne der har hentet inspiration i majestætens kjoler.

Kjolerne var fantastiske, intet mindre. Jeg er dybt imponeret over at nogen kan se et billede af en kjole og så lade sig inspirere på den måde. Bare det at vide hvordan den skal strikkes, og med hvilket garn, er noget jeg nok aldrig kommer til at kunne, men jeg kan drømme. Og det gør jeg, bare fordi jeg kan.


Her er det Margrethes brudekjole der har været inspiration.

Turen hjem gik fint, men idag er jeg træt og har ondt i skuldrene. Men som altid når jeg skal noget i en hel weekend, så har jeg taget en fridag om mandagen. Man skal kende sine begrænsninger, og det syntes jeg egentlig også et jeg gør, men alligevel formår livets tog at suse fordi mig.

Jeg må finde en smart måde at stoppe det på. Eller måske skal jeg bare hoppe på det næste tog. ?

Lene

fredag den 28. maj 2010

Så er jeg klar....

Imorgen skal jeg på loppemarked i en venindes kolonihave, og jeg glæder mig !

Jeg har brugt lidt af aftenen på at finde ting frem i kælderen som skal med, og så har jeg fået rørt den kage sammen som er min adgangsbillet, til morgendagens begivenheder.
Det er nemlig sådan at man skal medbringe en kage, som så sælges, og indtjeningen går til annonceringen. Så jeg er ved at bage en " Grøn heksekage ". Den bagte min mor nogle gange da jeg var barn. Hold da op hvor minderne dukkede frem, som dejen blev rørt sammen og duftene bredte sig i køkkenet. Jeg kan tilføje at dejen smagte præcist som den plejede, da jeg liiigge måtte smage på en lille rest i skålen. Nu står den i ovnen og jeg krydser fingre for at den bliver god.

Pinsefrokosten i søndags hos mine forældre var hyggelig og som altid fik vi dejlig mad.



Det har sine fordele at have en fritidsfisker til far. Røget ål, røget laks og dildsild skal der til. Plus alt det andet. ;0)


Min bolero er blevet færdig. Jeg fik pludselig strikkelysten igen og med akut strikke support besøg hos Jette fik jeg klaret de sidste udtagninger, så jeg kunne få den færdig.

Jeg ville jo have haft boleroen på til min onkels fødselsdag for 3 uger siden, men det gik lidt i kludder. Men nu er den færdig og jeg er meget glad for den.



Den er strikket i " Katia Dream " på pind 6. Jeg har brugt ca 800 meter til str. 36/38.

Opskriften kan findes her.


Kagen er taget ud af ovnen, den er blevet lidt lav, men den ser og dufter perfekt ud.


God weekend. ;0)

søndag den 16. maj 2010

Havearbejde



Idag har jeg været nede hos mine forældre og hjælpe med at få ordnet haven.
Vejret var måske ikke lige det bedste, men det skulle gøres. I pinsen skal mine forældre holde pinsefrokost for familien og så skal haven og terassen jo være fine.

Som barn hadede jeg at skulle hjælpe i haven, men efter at jeg er flyttet hjemmefra, for snart mange år siden, jeg er begyndt at elske det. Jeg elsker især at jeg kan hjælpe mine forældre, og på den måde " betale tilbage " for alle de gange de har hjulpet mig, efter at jeg flyttede hjemmefra.

En anden ting ved havearbejde som jeg elsker, er farverne, duftene, og motionen.

Min mor har et fyrretræ som står plantet ved terassen, hun har haft det med hjem fra hendes farbrors gård i Jylland for ca 28 - 30 år siden. Dengang var det lille og sødt, men idag er det stort og skyggende. Skygge kan være godt, men når man ikke længere kan komme ind på terassen for grene der hænger i vejen, er det ved at blive for meget. Min far og bror har et par år i træk taget sagen i egen hånd, og skåret grene af som det passede dem. Men i år kom min mor og jed dem i forkøbet. Jeg fandt min fars " ørnenæb " og gik igang med at klippe lidt ned. Min mor kunne godt se at der var mange døde grene, men de var for tykke til at vi kunne klippe dem over. Fluks smuttede jeg i udhuset igen for at finde saven, men istedet fandt jeg en meget bedre og større grensaks, og så kom der ellers gang i beskæringen.



Jeg klippede og klippede efter anvisninger fra min mor, det var helt dejligt at hun var med til at gøre det, istedet for at hun følte at min far og bror havde skamferet hendes træ.


Så nu er der igen adgang til terassen, som blev meget flot efter at den blev fejet og ukrudtet fjernet. Jeg håber at vi kan sidde udenfor på søndag, så vi kan blære os med vores hårde arbejde. Mine skuldre værker allerede, men alt motion er jo godt.

Jeg håber at du har haft en forrygende dag, for det har jeg haft. ;0)

Lene

torsdag den 13. maj 2010

Kan man have en strikkeblokering?

Hvis man kan er jeg sikker på at jeg har en.

Jeg har ikke strikket i en hel uge. Jeg har ganske enkelt ikke haft lyst.

Ikke haft lyst ? Mig ? Som ikke kan se TV uden at strikke samtidig.

Jeg er sikker på at lysten nok skal komme igen, jeg tror bare at mit " marathon-bolero-projekt " tog pusten lidt fra mig.

Til gengæld har jeg fået læst en del. Skabt en ny hyggekrog i stuen, med den gode lænestol jeg arvede fra min mormor og et lille bord til en godt kop Te.

Desuden har jeg rykket rundt på reolerne i kontoret, så jeg kan få plads til mine kreative hobbyer. De har indtil nu ligget i en skuffe. Men efter at have set en del bloggeres " kreative huler " er jeg blevet inspireret til at få mine egne ting frem i lyset.

Lene

torsdag den 6. maj 2010

Så tæt på og så alligevel ikke.

Min bolero der skulle være færdig på søndag er lagt i skammekrogen.
Ikke at den har gjort noget forkert det var nok mere mig. Alt var klappet og klart, jeg manglede " kun " at samle den, samle 190-200 masker op og strikke 10 cm krave. Det hele var planlagt til igår aftes, for så kunne jeg stadig nå at blive færdig til tiden.

Uheldigvis kom min strikkesupporter til at samle den forkert, med den konsekvens at en saks blev fundet frem og et længere oppilningsrabejde påbegyndt. Resultatet blev, at vi ikke nåede at samle den, og samle masker op.

Men nu tror jeg jo på at ting sker af en grund. Jeg har været SÅ meget i tvivl om jeg skulle have den lilla kjole og bolero på til fødselsdagen på søndag, og nu er jeg sikker.

Kjolen er hængt i skabet og boleroen er efterladt hos strikkesupporteren som samler den, og samler masker op for mig.

Jeg har allerede styr på hvad jeg skal have på i stedet til fødselsdagen.
Så er alt jo godt.

Ha en god dag derude. ;0)


Lene

torsdag den 29. april 2010

Jeg glædes....

over min egen glemsomhed.

Tænk at jeg HVERT år kan glemme at der med maj lønnen udbetales ferietillæg.!

Tænk at jeg HVERT år kan bliver så fantastisk glad for min egen glemsomhed.!

Der kommer den tidlige alzheimers ind i billedet igen, eller glemmer jeg måske med vilje, for at glæde mig selv. ?

Hvem ved, men det kan også være lige meget, jeg glædes jo. ;0)

God bededagsferie til dem som har ferie.

Lene